Annonce
København

Men in Black-demonstranter indtog igen gaderne: Fire personer anholdt

Gruppen Men In Black demonstrerer i København, lørdag den 27. februar 2021.


Gruppen Men in Black demonstrerede lørdag aften endnu engang i København imod corona-restriktionerne.

Demonstranterne gik igennem hovedstadens gader med blandt andet slagordene "frihed for Danmark - vi har fået nok".

Demonstrationen begyndte på Hulgårds Plads i Nordvest. Herfra gik demonstranterne mod Rådhuspladsen, hvor demonstrationen sluttede.

Politiet var talstærkt til stede ved demonstrationen.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Schultz fortæller til Ritzau, at demonstrationen er forløbet nogenlunde stille og roligt, men en person er blevet anholdt og sigtet for vold mod politiet.

Manden blev først anholdt og sigtet for brud på fyrværkeriloven, fordi han ifølge politiet havde medbragt ulovligt fyrværkeri til demonstrationen.

Men da politiet anholdt manden blev han urolig og gjorde udfald mod politibetjentene. Derfor er han nu blevet sigtet for vold mod politiet.

Desuden er tre personer blevet anholdt for at kaste med fyrværkeri.

Gruppen Men In Black kalder sig også for Sortklædt Modstand. De er utilfredse med regeringens fortsatte nedlukninger af landet og opfordrer blandt andet folk til ikke at bære mundbind.

Flere end 1300 mennesker var tilmeldt demonstrationen på gruppens Facebook-begivenhed. Politiet vurderer, at cirka 600 mennesker er mødt op til demonstrationen. Men på vejen sluttede flere sig til, siger Rasmus Schultz, og på et tidspunkt var der op mod 1200 til stede.

Klokken 22.00 har demonstrationen indtaget Rådhuspladsen. Rasmus Schultz vurderer, at stemningen er god blandt de mellem 200 og 300 demonstranter, der er tilbage.

Også Stram Kurs-lederen, Rasmus Paludan, dukkede op til dagens demonstration. Det var dog en kortvarig optræden, der kun varede omkring 20 minutter ved Hulgårds Plads, hvor demonstrationen startede.

Gruppen Men In Black demonstrerer i København, lørdag den 27. februar 2021.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Så lukker Øbro-Hallen igen igen

Annonce